Højtfungerende kvinde med ADD/ADHD: Usynlige udfordringer

Mange kvinder med ADD eller ADHD klarer på overfladen job, familie og sociale relationer fint. Bagved kan ADD/ADHD-symptomerne husere og give mange daglige kampe og anstrengelser som ingen ser. Det er muligt at maskere og kompensere for udfordringerne i en grad, hvor ingen opdager disse mange anstrengelser.
De kvinder der først i voksenlivet finder ud at de har ADD/ADHD, har typisk kæmpet med tilstande som stress, angst, depression, udbrændthed eller andre problematikker gennem livet - uden helt at kunne komme til bunds eller forstå hvorfor, indtil puslespilsbrikken "ADHD/ADD" kommer til.
ADHD/ADD hos kvinder passer sjældent ind i de stereotyper der hersker omkring ADHD, da disse er baseret på adfærd der er meget tydelig for omverdenen (“drengen der hænger i gardinerne mv”.) Derfor opdages ADHD/ADD gennemsnitligt senere i kvinder liv.
Det skyldes bl.a. at piger/kvinder i langt højere grad socialiseres til at skjule symptomerne og at vi som samfund ikke ved nok/ikke er opmærksomme nok på hvordan diagnosen kommer til udtryk hos piger/kvinder.
Hvad betyder “højtfungerende ADD/ADHD”?
Man kan klare sig godt i samfundets øjne og dermed være “højtfungerende” og samtidig være ved at være brænde sammen indeni.“Højtfungerende” kvinder med ADHD kan:
- Virke organiserede og succesfulde
- Skjule deres udfordringer for familie og kolleger
- Opleve enorm udmattelse og udbrændthed af konstant at maskere symptomer
Mange oplever lavt selvværd, stress og følelsesmæssige udfordringer og mange andre problematikker, selvom omgivelserne ikke kan se det.
Følelsesregulering og selvværd: Den skjulte kamp
Nogle af de udfordringer der sjældent indfanges af stereotyperne omkring ADD/ADHD, handler om følelsesregulering og selvværd. Mange oplever:
- At følelser kan være meget overvældende, uforudsigelige og svære at regulere - bl.a. fordi hjernen simpelthen bearbejder følelser anderledes end hos neurotypiske mennesker
- At de ofte vurderer sig selv som utilstrækkelige eller “forkerte”
- En indre træthed fra konstant at forsøge at leve op til både egne og andres forventninger
- Mange erfaringer med at skulle tilpasse sig og føle sig forkerte når de bare er "sig selv" i sammenligning med andre mennesker - eller måske at det er svært overhovedet at mærke hvem de er bagved alt det de gør for at være "normale" eller succesfulde både i arbejdsliv og privatliv.
Som “højtfungerende” kvinde med ADHD/ADD kan man have en dyb længsel efter accept, ro og omsorg – både fra sig selv og fra omgivelserne.
Du er ikke alene og der er mange veje frem
Højtfungerende kvinder med ADD/ADHD kan kæmpe længe og alene med problematikker der er usynlige for omverdenen, herunder også med følelsesregulering og selvværd.
Der er heldigvis mange veje til at tage hånd om sin unikke (og formentlig til tider ret fantastiske) ADHD-hjerne og skabe et liv og en hverdag der er nærende og meningsfuld - med lige præcis den hjerne man har med sig, de ressourcer og udfordringer man bærer på og de ønsker man har for livet. Terapi er en af de ressourcer man kan trække på, for at tage små skridt mod at føle sig mere hjemme i sig selv og skabe den forandring man ønsker. Ligegyldigt hvad er det aldrig for sent at finde nye veje ind i et liv hvor trivsel, mening og glæde kan få lov at fylde.
/Signe
https://psykologsignemoennike.dk/
https://www.instagram.com/psykologsignemoennike/
Photo by Ashkan Forouzani on Unsplash
