Terapiforløb
Når du ønsker en forandring
Uanset om du står i en livskrise, kæmper med selvkritik, stress, angst eller føler dig fastlåst i gamle mønstre – kan et terapiforløb give dig redskaberne og roen til at navigere gennem det.
Her kan du få hjælp til at forstå dig selv dybere, finde nye veje og opleve mere frihed i dit liv.
Jeg tror på at vi mennesker altid forsøger at gøre det så godt vi kan, med de færdigheder vi har til rådighed. Vi er placeret her på jorden på dette specifikke tidspunkt i verdenshistorien, og vi pejler os vej igennem tilværelsen så godt vi kan. Vi er alle okay helt som vi er, og har hver især et værd som ingen kan tage fra os.
Men vi kan tvivle på os selv, vi kan have oplevelser i baggagen og forståelser af os selv og verden, der spænder ben for os. Vi kan komme på afveje og handle på måder der ikke stemmer overens med hvordan vi gerne vil være. Der er tusind grunde til at de udfordringer vi står med ikke er vores skyld. At det at vi kæmper ikke betyder at vi er uduelige, dårlige, dumme, egoistiske, fortabte, eller forkerte. Det betyder blot at den udfordring vi står med er for svær at løse med den forståelse, de redskaber og den hjælp, vi lige nu har til rådighed.
Hvad får du ud af et terapiforløb?
I terapien er der plads til det der fylder allermest hos dig. Mange oplever allerede første gang, at det er enormt lettende og lindrende at få lov at dele det, der er svært med en professionel person der virkelig lytter, rummer og gør sig umage med at forstå. Det skaber allerede både tryghed, ro og overblik blot at tage hul på den problematik man har på hjerte.
Herfra tilrettelægges forløbet ud fra netop dit behov. Fælles for alle forløb er dog at du i et terapiforløb udvikler en større forståelse og omsorg for dig selv, og du inviteres til at træne strategier og færdigheder, der hjælper dig med at stå stærkere over for de vanskeligheder du møder. Helt overordnet vil et vellykket terapiforløb føre til at du oplever at blive bedre til at navigere i livet med de bump og svære følelser, som det byder på, og at du mærker en større frihed til at være i livet på en måde der føles godt for dig.
I et terapiforløb opnår du:
- En større forståelse for dig selv og dine mønstre
- Mere ro og bedre håndtering af svære følelser
- Konkrete strategier til at navigere i hverdagen
- Bedre selvomsorg og færre selvkritiske tanker
- Øget frihed til at leve i tråd med dine værdier
Min tilgang og metode
Terapiforløbet tager altid udgangspunkt i dig som person og den situation du står i. Ingen forløb er ens, og det er vigtigt for mig ikke at forsøge at få dig som menneske til at passe ind i en bestemt metode eller skema.
Terapien er samtidig funderet i nogle bestemte anerkendte psykologiske metoder. Det drejer sig bl.a. om metoden Compassion fokuseret terapi, hvor fokus bl.a. er på at lære forståelser og færdigheder, der skaber bedre regulering af indre tilstande og dermed et bedre forhold til os selv og omverdenen. Jeg er også inspireret af Acceptance og commitment Therapy, og denne metodes fokus på værdibaserede handlinger og træning af færdigheder, der gør os i stand til at gøre det der er svært, men vigtigt. Derudover er jeg også optaget af en narrativ forståelse af problemer. Herunder at alting foregår i en bestemt kontekst med nogle bestemte normer, og at det er afgørende at vi aktivt udfordrer disse rammer og normer, hvis de ikke er til gavn for vores trivsel. Jeg har også en opmærksomhed på, at vores krop og nervesystem er skabt og formet af de omsorgsrelationer og omgivelser vi fra starten af vores liv har måtte tilpasse os. Det gør at jeg er særligt opmærksom på traumer og kropslige tilstande, der eventuelt kan fastlåse og udfordre en udviklingsproces. Jeg er optaget af hvordan vi hjælper nervesystemet bedst muligt, så det kan blive en ven frem for modstander i hverdagen. Det betyder bl.a. at jeg er meget optaget af hvordan daglige praksisser i form af bevægelse, meditation, tid i naturen, yoga, dans mv. kan medvirke til bedre regulering og trivsel.
Første samtale - sådan foregår det
Når vi mødes til første samtale, vil jeg være optaget af at sørge for at det bliver en så tryg og behagelig oplevelse for dig som muligt. Jeg ved at det kan være grænseoverskridende at indvie andre mennesker i det, man går og tumler med, og derfor er det afgørende for mig at skabe et trygt rum, hvor du føler dig set og respekteret.
Til første samtale vil vi sammen udforske de problemstillinger du står over for, og hvilke ønsker og behov du har til terapien. Jeg vil spørge ind til forskellige aspekter af de udfordringer du gerne vil arbejde med, og sammen finder vi ud af om jeg er den rigtige psykolog for dig. Nogle gange vil jeg foreslå en anden form for behandling eller måske henvise videre til andre former for hjælp i det offentlige system, når dette er muligt. I løbet af samtalen eller efterfølgende, har du mulighed for at vurdere, om du føler der er en god kemi med mig som psykolog; for det er vigtigt.
Hvis vi aftaler at starte et forløb op, vil vi sammen skræddersy det til dine behov, præferencer og ønsker.
"Du skal vide at det er fordi det var dig jeg gik til, at jeg har kunne komme så langt. Jeg har prøvet andre psykologer, men du forstod mig fra starten (...) der er noget grundlæggende der har ændret sig permanent i måden jeg forstår mig selv på. Jeg føler ikke længere der er noget galt med mig (...) og jeg kan bedre acceptere og rumme mine følelser."
Tidligere klient, kvinde 32
Klar til at tage første skridt?
Det kræver mod at søge hjælp – men du behøver ikke stå alene med det, der er svært. I vores første samtale vil vi i fællesskab udforske dine udfordringer og se, om vi er et godt match til et forløb. Du vil få mulighed for at stille spørgsmål og mærke efter, om terapien med mig føles tryg og meningsfuld for dig.
Kontakt mig her SignePsykolog@proton.me hvis du har spørgsmål eller book en samtale direkte her: