Svære følelser i moderskabet

Alt det man ikke kan forberede sig på

Når man bliver mor sker der mange nye ting på en gang. Man har sandsynligvis fået venlige advarsler fra omverdenen om den manglendes søvn, eksplosionen af kærlighed, den knappe tid til sig selv, og mange andre konkrete skift. Måske har man læst bøger eller prøvet at forberede sig på hvordan mor-livet vil være, hvad børn har brug for, og forestiller sig hvordan man vil indtage mor-rollen.

Hvad der er svært at forberede sig på, er alle de nye ting der sker indeni én, når man bliver nogens mor. Når man bliver den, der skal få et hjælpeløst væsen til at overleve, og hen ad vejen klare sig selv og trives i verden. Når man står over for det vedvarende behov for omsorg, nærvær, kontakt, og regulering som børn naturligt kommer med. Når man møder sine egne begrænsninger, og måske følelsesmæssige blå mærker fra da man selv var lille og hjælpeløs. Når man mærker desperationen og afmagten, eller føler sig tom, kvalt, usynlig, for meget, for lidt. Når man oplever sammenstødet mellem den mor man gerne vil være (eller den mor omverdenen gerne vil have man er) og så den mor man lige nu er i stand til at være. Alt det er svært at forberede sig på.

At føle sig forkert som mor

Det kan være meget smertefuldt når man som mor ikke føler sig i stand til at leve op til forventningerne om ”den gode mor”, selvom man kæmper hårdt og gør sit bedste. Oveni kan man som mor ende med at føle sig alene med følelserne, hvis man ikke kan få øje på andre mødre, der også synes det er svært.

Når man ikke kan finde nogen at spejle sig i, kan man ende med at føle sig forkert som mor. Man kan få tanken at der er noget galt med en, at man ikke egner sig som mor, at ens børn var bedre tjent med en anden mor, eller måske at man bare skal ”tage sig sammen” (hvad end det så betyder) og holde op med at have ”ondt af sig selv”. Alle disse skamfulde følelser og tanker kan ende med at skabe en ond cirkel. Det er nemlig rigtig svært at være en nærværende og kærlig mor, når man har sig selv på nakken med kritiske vurderinger og dømmende tanker; når man slår sig selv i hovedet med alt det der er "forkert".

Det er mor-idealet, ikke dig, den er gal med

Moderskabet er tungt belæsset med idealer, normer og forventninger i vores kultur og samfundsstruktur. Der er et usynligt men tæt vævet spind af krav til os som mødre, som vi mærker når vi træder ind i moderskabet. Som mor stilles man økonomisk og karrieremæssigt over for et hav af dilemmaer. Hvordan er man en ”moderne, ligestillet” kvinde samtidig med at man er en ”moderne god mor”? Hvordan lever man op til kravet/ønsket om at stå på egne ben og forfølge et meningsfuldt arbejdsliv, samtidig med at man lever op til kravet/ønsket om at møde ens børns behov for omsorg og nærvær?

Men også psykologisk og socialt møder vi overalt subtile forventninger om, hvordan vi skal være og ikke mindst føle som mødre. Idealer om den evigt omsorgsfulde mor, den milde mor, den kærlige og overbærende mor, den tydelige, afbalancerede mor, den tjekkede og altid velforberedte mor, den organiserede og planlæggende mor. Mor der har styr på hjemmet, parforholdet, børnene, arrangementerne, følelserne og stemningen; uden at have brug for pauser. Og uden selv at have nogen ”forstyrrende” følelser, behov eller krav til omverdenen.

Utilstrækkelighed og morskam

Presset kan føles så tungt, og forventningerne så langt fra, hvad man som helt almindelig menneske-mor kan iværksætte, at man som mor bliver skamfuld over sig selv. For det må jo være en selv den er gal med, hvis man ikke kan leve op til idealerne om den ideelle mor. Det må være fordi man ikke egner sig; ikke gør det rigtigt; ikke har hvad der skal til.

Denne skam bliver holdt ved lige af store og små interaktioner med omverdenen. Når man går ned ad gaden med et træt ansigt (frem for et overskudsagtigt/lykkeligt mor-smil), når man åbner telefonen for at tjekke indkøbslisten i supermarkedet, når man italesætter tanker om børnene ved familiebordet eller vennemiddagen. når børnene ikke opfører sig ”ideelt” til fødselsdagen, når man håndterer sammenbrud i det offentlige rum. Som mor kan føles som om omverdenens blik og morskammen indprentes som et usynligt vagttårn i bevidstheden; som en allestedsnærværende vurdering, man tager med sig hjem og ikke kan holde fri fra.

Vred mor

Der er mange følelser og oplevelser vi som mødre ikke forventes at have; og som derfor bliver skamfulde og endnu vanskeligere at håndtere end de var i forvejen. Det kan eksempelvis være oplevelser som dyb kedsomhed, sansemæssig overvældelse, kulde eller afsky, tomhed, lyst til at flygte, afmagt, rædsel, lammende usikkerhed eller ensomhed (for bare at nævne et par stykker).

En følelse som for mange mødre er skræmmende og svær at håndtere er vrede. Eller værre; raseri. Den ”ideelle mor” bliver ikke rigtig vred, og slet ikke rasende. Hvis hun gør, får hun lynhurtigt ”styr på sig selv”. Men vreden går ikke væk fordi den "ikke må være der". Vores børn trigger sider af os, som vi ikke har mulighed for at tilgå før de står der, helt uregerlige og vilde, og helt sårbare og uskyldige. Så det giver god mening at mange forældre oplever vrede på en ny og mere overvældende måde i forældreskabet.

Idag ved vi hvor meget det gavner vores børn når vi hjælper dem med at mærke og regulere deres vrede og andre svære følelser. Det er en rigtig god og vigtig udvikling, at vi har så stort et fokus på børns følelsesmæssige behov. At vi hjælper børn til at kende sig selv og regulere sig selv, så de kan møde sig selv og verden med et følelsesmæssigt stærkt udgangspunkt.

Men når vores egen vrede/raseri bliver skamfuld, står det i vejen for at vi kan gøre hvad der er godt for vores børn. Er man en mor der oplever meget vrede, eller blot bliver meget forskrækket over at den eksisterer, kan man ende med at sidde fast i en ond cirkel af vrede og skam.

Forandringer indeni: nervesystemet og vores egen historie

Det er afgørende at blive bevidst om hvordan normer og forventninger fylder i vores bevidsthed, og så vidt muligt begynde at tage afstand fra det er urealistisk, uretfærdigt og uværdigt. Samt at begynde at lytte til de stemmer der løfter os, støtter os, anerkender os som mødre med almindelige begrænsninger og behov.

Når alt det er sagt, har alle mødre hver deres unikke udgangspunkt for at finde ind moderskabet på en måde, der føles rigtig og god. Alle har vi hver vores historie, oplevelser og nervesystem med os. Mødet med vores børn og deres ufiltrerede følelser, behov og reaktioner, viser os typisk en masse om, hvad vi selv kunne have brug for at arbejde med, for at trives i vores liv som forældre og mennesker generelt.

Der sker noget rent kropsligt og hjernekemisk med os når vi bliver mødre, og vores væren i verden får et nyt udgangspunkt. Samtidig vil gamle sår, ubearbejdede følelser og fastgroede mønstre måske komme op til overflade og lave ballade for os, fordi mødet med vores børns følelser og personlighed vil trigge følelser knyttet til dengang vi selv var børn og overladt til voksne menneskers omsorg. Alt det kan sidde dybt i os og vores system.

Når man bliver mor kan det dermed blive nødvendigt at begynde at tage sig af sin krop og nervesystem på en ny måde, for at trives i verden. Man kan få oplevelsen af at miste fodfæste og tryghed, og selv at skulle finde en måde at finde hjem til sig selv; finde tryghed i verden igen.

Måske sker det helt naturligt, måske med hjælp fra andre. Måske sker det tidligt i moderskabet, måske efter en efterfødselsreaktion/fødselsdepression, måske når barnet når en alder hvor det udfordrer på en ny måde, måske når man får flere børn, eller når vi på anden måde bliver presset på flere fronter.

Trivsel i moderskabet: et kæmpe potentiale

At blive mor kan være en rejse ind i svære følelser, smerte, uforløste længsler og meget andet svært. Men alt det vi møder i mødet med moderskabet giver os samtidig mulighed for at udvikle os som mennesker. Mulighed for at åbne op for nye sider af os selv, eller sider vi havde glemt/forvist/efterladt. For at lukke op for potentialer vi slet ikke vidste vi besad; kreativitet, nærvær, omsorg, leg, dybde og meget andet.

Det sker når vi tillader os selv at gå ind i det arbejde; i arbejdet med at distancere os fra uhensigtsmæssige normer og forventninger, og i arbejdet med os selv, vore mønstre, sår og nervesystem.

Du er ikke alene

Moderskabet kan være en åbning for stor og givende udvikling som menneske. Men det er svært at gøre helt alene. Vi har brug for fællesskaber, for andre mennesker der støtter os, for at læne os op af nogen der har os og rummer os. For forbilleder der viser hvor forskelligt moderskabet kan være. For at møde lindring af den skam der hersker over moderskabet, og for at kunne spejle os i andre mødre, der også kæmper. Måske det er fra en terapeut; måske er det fra en ven, et familiemedlem, en bog, en podcast, eller fra helt uventede kanter.

Med hjælp og støtte fra andre og fra os selv, kan forældreskabet blive en forandring der gør livet større, smukkere og mere meningsfuldt.