Hjælp til følelsesregulering
Forstå følelsesregulering: Hvorfor dine følelser overvælder dig
Har du oplevelsen af at kæmpe med dine følelser? At de overvælder dig, tager magten, ikke vil lade dig være i fred, eskalerer konflikter, forhindrer dig i at være den partner, mor/far eller ven du gerne vil være? At du ender med at eksplodere i vrede, bliver utrøstelig eller omvendt lukker helt ned fordi det hele bliver for meget? Måske har du gennem dit liv fået at vide at du overreagerer, er for dramatisk eller for sensitiv?
Følelsesregulering går ud på at omsætte den følelsesmæssige impuls vi får (fx frygt, vrede, skam mm.) til en oplevelse vi kan håndtere, så vi kan reagere hensigtsmæssigt i den sammenhæng vi indgår i. Oftest handler følesesregulering om at blive i stand til at berolige sig selv og finde indre tryghed, når følelserne bliver voldsomme og truer med at tage overhånd. Når vi kan følelsesregulere bliver det nemmere at udtrykke vores behov på en klar måde, det bliver nemmere for andre mennesker at forstå hvad der foregår indeni os, og det bliver først og fremmest mere trygt og frit at være inden i os selv.
At blive i stand til at følelsesregulere – friheden til at være med det der er
Der er ingen mennesker der fødes med evnen til at håndtere følelser. Det er noget vi lærer i samspil med de mennesker vi har tæt på, og det er aldrig for sent at tage fat på den proces. I terapirummet får du hjælp til trygt at undersøge og møde det der overvælder dig. Vi ser på hvordan dine følelser giver mening i en større sammenhæng, og du lærer konkrete strategier til at møde dit følelsesliv med forståelse, ro og omsorg.
Når vi er i stand til at følelsesregulere kan vi mærke tunge, svære, kraftfulde følelser og tage os af dem på en omsorgsfuld måde uden at ”gå i stykker indeni”, at forsvinde i skyld og skam, eller at afreagere på menneskerne omkring os. Følelserne behøver ikke forsvinde, men de vil med tiden føles mindre ”farlige” og overvældende, når du tager dig af dem på en mere hjælpsom måde.
Skam og selvkritik: Når dine følelser bliver noget, du skammer dig over
Mange mennesker, der oplever udfordringer med følelsesregulere, har gennem deres liv fået at vide at de er ”for meget” på den ene eller den anden måde. De har måske som børn fået at vide at de var ”hysteriske”, ”surmulede”, var ”umulige” og er oftest også blevet udelukket af fællesskabet af selvsamme grund. Når følelser har det med at overvælde, danner de typisk også grundlag for en dominerende skamfølelse. Vi vender de store følelser indad og blander dem med skam over os selv: ”Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke bare slappe af/ikke tænde af/sige tingene stille og roligt/Være mere ”easy going”? Den indre stemme kan være både hård og vedholdende – og den skaber ofte endnu mere følelsesmæssig uro.
Måske udvikler denne skamfølelse sig også til sirlige selvkritiske strategier, hvor du gennem hård og dømmende vurdering af dig selv forsøger at undgå at ende i det følelsesmæssige kaos: ”Stop så, tryk nu bare på pyt-knappen” siger du måske til dig selv. Måske ofte med den omvendte effekt, for det kan være svært ”bare at trykke på pyt-knappen” når vi har med følelser at gøre. Vi kan ikke få følelser til at gå væk ved at udskamme dem, ignorere dem, eller undertrykke dem, og når de ikke ”må være der” bliver de typisk bare stærkere og mere insisterende.
Skam og selvkritik gør det sværere for os at følelsesregulere, og derfor arbejder vi i terapien med hvordan du kan møde dig selv på en mere medfølende og omsorgsfuld måde når du mærker store følelser, så du kan blive fri til at mærke følelsen uden at skammen tager overhånd. Gennem visualiseringer, kropslige øvelser og refleksion lærer du at udvikle en indre venlig stemme, der kan støtte dig ligegyldigt hvilken følelse du oplever.
Overreaktion eller overbelastning? Nervesystemets rolle i følelsesmæssig regulering
Følelsesmæssig overvældelse er ikke noget man ”bilder sig ind” eller ”finder på”. Det er knyttet til en biologisk respons i det autonome nervesystem. Følelser som vrede, frygt, sorg, eller usikkerhed kan aktivere vores ”trusselssystem”, så det føles som om vi er i reel fysisk fare. Det aktiverer vores impuls til fx. At flygte, kæmpe, stivne, eller kollapse præcis som da vi var stenaldermænd og kvinder, der skulle overleve angreb fra bjørne, ildebrande og risikoen for at blive udstødt fra flokken. Når vi arbejder med følelsesregulering i terapien, tager vi højde for denne evolutionære proces, og arbejder på hvordan du kan finde tryghed midt i følelsesstormen, når ”alarm-knappen” er blevet trykket i bund.
Når ord ikke rækker – følelser er mere end ord
Nogle gange er det svært at forklare hvordan vi har det. Ord kan være hjælpsomme og spejle indre tilstande, men de kan også ramme ved siden af og føles forkerte. Som psykologstuderende skrev jeg i sin tid mit afsluttende kandidatspeciale om ”oversættelse af følelsesmæssige tilstande til sproglige udtryk” – om hvordan vi kan udfordre vores begrænsede ordforråd for de komplekse og farverige indre oplevelser der er vores følelsesliv. Jeg har som psykolog siden hen dykket dybere ned i dette tema, og har derfor i terapien et særligt fokus på hvordan du kan favne dit følelsesliv på en tilfredsstillende måde (særligt hvis det er svært at finde ord) – gennem fx. Kreativitet, bevægelse, visuelle udtryk og meget mere. For er der noget der er afgørende for vores evne til at følelsesregulere, så er det at vi føler os set, afstemt og forstået.
Fra indre kaos til følelsesmæssig balance: Sådan kan terapi hjælpe
I terapien får du en tryg base hvorfor du kan lære dit følelsesliv at kende på en ny og mere medfølende måde. Måske bærer du på bestemte oplevelser, der har påvirket måden du oplever følelser på; eller måske føles det hele blot som et stort kaos. Ligegyldigt hvad starter vi med at undersøge din situation som den udspiller sig lige nu, hvad du har med dig af relationelle erfaringer hvad angår følelser, hvad der typisk "trigger dig", og hvad der fungerer og ikke fungerer her og nu. Herfra udforsker vi sammen hvordan du gradvist kan møde dig selv på nye og mere hjælpsomme måder. Du vil opleve at få nye indsigter, men også konkrete redskaber til hvordan du håndterer og regulerer dine følelser. I compassion fokuseret terapi, som er den psykologiske metode jeg primært anvender når det kommer til følelsesregulering, arbejder vi med at styrke dit indre tryghedssystem – en ressource, du kan bruge i mødet med svære følelser. Gennem blandt andet visualisering, vejrtrækningsøvelser, medfølelsestræning og refleksion lærer du at møde følelser med venlighed og ro og derigennem regulere dig selv, når du ellers ville blive overvældet. Det giver langsomt mere ro, styrke og frihed.
Man kan være intelligent og højtfungerende, og stadig kæmpe med følelsesregulering – du er ikke alene
Mange af dem, jeg arbejder med, er kloge, følsomme og selvreflekterede – og alligevel fanget i selvkritik og følelsesmæssigt pres/overvældelse. Det skyldes ikke mangel på vilje eller disciplin, men ofte mangel på indre tryghed og medfølende strategier. I terapien får du støtte til at forstå dig selv på ny og møde dine følelser med samme venlighed, som du ville vise en god ven. Du er ikke alene, der er ikke noget galt med dig, og du kan lære at tage vare på dine følelser på en måde hvor det bliver nemmere at være dig.
Vil du lære at regulere dine følelser med større tryghed?
Book en tid og få støtte til at skabe ro og balance i dit følelsesliv.