Skam og forkerthedsfølelse

Oplevelsen af at være forkert

Skam er en intens følelse, der i sin rene form centrerer sig omkring oplevelsen af at være forkert som menneske og derfor ikke fortjene kærlighed og forbindelse til andre mennesker. Det er følelsen af at der er noget galt med en (eller sider af en), og at man af den grund ikke er værdig til at høre til i fællesskabet.

Vi kan skamme os over vores følelser, vores personlighed/bestemte personlighedstræk, vores krop, vores længsler og drømme, vores seksualitet, vores familieforhold, vores civilstatus, vores sociale liv, vores måde at håndtere ting på (som forældre, sønner/døtre, venner, kollegaer), ting andre mennesker har gjort mod os, bestemte tanker, skamfølelsen i sig selv. Ja listen er faktisk uudtømmelig når det kommer til sider af vores liv eller person, vi kan opleve som skamfulde.

Skam er ikke en rar følelse og derfor vil mennesker ofte gøre sig vældig umage med at undgå at den dukker op, at mærke den hvis den opstår, og at skjule den for andres blikke. Skam kan arbejde i det skjulte; i den grundlæggende oplevelse af en selv og verden. Den kan isolere mennesker, afholde en fra at søge kontakt og hjælp, nedbryde forholdet til en selv og andre man har kær, og skygge for håbet om at få det bedre.

Samtidig er følelsen af skam er et menneskeligt grundvilkår. Vi mærker alle skam i en eller anden grad, hvis vi da besidder empati og indlevelse i andre mennesker.

Skam har mange ansigter og årsager

Skam opstår som en naturlig konsekvens af at være interesseret i at høre til og være en del af fællesskabet. Den "hjælper" os med at være opmærksomme på, hvad der skal til for at høre til i flokken og hvornår vi træder ved siden af. Det har været afgørende dengang vores overlevelse afhang af, at de andre i vores flok kunne lide os og syntes vi bidrog positivt. Vores optagethed af at høre til er ikke blevet mindre, men kriterierne for hvornår vi hører til er blevet mere komplicerede, vilkårlige og svære at forstå. Vi kan spejle os i hele verden, og "the sky is the limit" når det kommer til, hvad vi kan gøre for at forbedre os på alle mulige måder.

Samtidig er vi alle produkter af utallige generationers skam. Vores forældre, bedsteforældre, oldeforældre osv. har måtte udholde forfærdelige, traumatiske oplevelser (krig, overgreb, svigt, vold, tab). Generationer af mennesker, der har oplevet grænseoverskridende og umenneskelige ting, som det ikke var muligt at italesætte, fordi det var tabuiseret og ikke en del af vores fælles sprog. Generationer af mennesker der er blevet opdraget med skam som en naturlig del af at blive voksen. Man har skulle "skamme sig" hvis man overtrådte visse sociale normer. Man har skulle tie stille om familiehemmeligheder og hændelser, og man har skulle pakke alle besværlige følelser langt væk fra spisebordet og almindeligt samvær.

Så det er ikke underligt at mange mennesker er vokset op med skammen som en underliggende instans. Måske er man selv blevet opdraget med at "skamme sig", eller måske har man opfanget familiens skam over bestemte væremåder, følelser, handlinger, samtaleemner. Måske har man som barn opsnappet helt subtile (eller meget voldsomme) reaktioner hos ens forældre: et blik i øjnene, et ansigtsudtryk, vredesudbrud eller afsky rettet mod en, og så er det blevet en del af ens forståelse af hvem man må være/hvem man er som menneske. Måske man har oplevet at mennesker der skulle passe på en gjorde en fortræd, og dermed lært at man ikke fortjente bedre/at det skyldtes ens manglende værd som menneske.

Som teenager og ung voksen er man gået ud i verden og har forsøgt at finde sig til rette i forskellige fællesskaber, og har her stødt på forskellige oplevelser af at føle sig som en del af det givne fællesskab eller omvendt føle sig ved siden af, anderledes og forkert. Alt sammen oplevelser der enten har forebygget/afhjulpet eller plantet/forstørret oplevelsen af skam.

At blive fri af skam og forkerthedsfølelse

Vi føler alle skam, i det store eller i det små. Men vi har svært ved at tale om skam. Og når skammen får lov at leve i det skjulte, vokser den og kan komme til at styre vores liv.

Skam er et ubehageligt bekendtskab. Men der er veje gennem og ud af skam. Skam hersker og huserer i det hemmelige og det skjulte; i os selv såvel som i samfundet. Når vi italesætter, udforsker og udfordrer skam ophæves dens magt. Som kloge Brené Brown (som har forsket og skrevet nogle fantastiske bøger bl.a. om skam) skriver:

"Shame derives its power from being unspeakable (...) If we cultivate enough awareness about shame to name it and speak to is, we’ve basically cut it off at the knees. Shame hates having words wrapped around it. If we speak shame, it begins to wither.”

Når vi skaber et rum, hvor skammen kan blive italesat og rummet på en tryg måde, tager vi styringen tilbage over den. Derudover er det muligt at arbejde med de skambaserede følelser og selvforståelser på specifikke måder, hvor man langsomt men sikkert heler skamfølelserne og gør det trygt igen at være det hele mennenske man er (fx. gennem den Compassion Fokuserede Terapi).

Målet er ikke at blive fri for skam, men at blive fri af skammen. At kunne føle sig som et okay menneske, som fortjener kærlighed, glæde og at høre til i verden; lige meget om man lever op til bestemte normer, krav eller forventninger eller ej. Et menneske der har lov at fejle og stadig være god nok.