Logo
Onlinebooking
Logo
Onlinebooking

Vinteromsorg: 6 måder du kan passe godt på dig selv i den mørke tid

Vinteromsorg: 6 måder du kan passe godt på dig selv i den mørke tid

1. Sænk tempoet og sig nej

Vi kan ikke forvente det samme af os selv når dagene bliver kortere, vejret barskere og sollyset mere sparsomt. Vi får brug for mere hvile og mindre travlhed om vinteren (og det er vores samfund ikke indrettet efter). Den mørke tid er et godt tidspunkt at takke nej til aftaler, aktiviteter, deadlines, forventinger mv som dræner dig. Så kan du vende tilbage til verden med fornyet energi til foråret engang.

2. Nyd en solopgang

De smukkeste himmel-syn rykker til et tidspunkt hvor vi alle kan være med. Nu er der mulighed for at se både solopgang og solnedgang på vej til og fra skole, arbejde eller hvad man ellers laver i løbet af dagen. Dvæl ved den og tag farverne ind, eller lav en solopgang/solnedgangs-udflugt til havet eller et andet sted med god udsigt.

3. Hav omsorg for et mørkere sind

Mange har tendens til at få tungere, tristere, mørkere tanker og følelser i den mørke tid. Det er forskelligt hvor meget vi påvirkes af mørket og kulden, og det er godt at være opmærksom på ens egen humør-årshjul. Måske er der brug for en ekstra indsats for at passe godt på humøret og energien (lysterapi, motion, fridage, nærende mad, gåture eller andet). Lige meget hvad er accepten og omsorgen for det eventuelle skift i stemningen indeni et godt sted at starte.

4. Lad dig inspirere af den sovende natur

Naturen mister sine mange farver over vinteren, men den dør ikke. Træerne gemmer al saften og kraften indeni så den er sikkert opbevaret mens de går i dvale. Naturen bliver mere stille og indbyder til eftertænksomhed og ro. Brug tid udenfor og læn dig ind i stilheden.

5. Opsøg varme og blødhed

Vores nervesystem finder ro i oplevelsen af varme og blødhed. Kulden er som udgangspunkt fjendtlig og har for vores forfædre været en trussel for overlevelsen. Bløde tæpper, varme drikke, nærende varme måltider, ild i pejsen, bål udenfor, gode samtaler og alt hvad der ellers skaber hygge/putte-stemning, er med til at stimulere følelsen af tryghed og ro.

6. Husk lyset

Det kan være svært at nå, men ikke desto mindre en rigtig god idé at opsøge så meget dagslys som muligt i den mørke tid. Lyset påvirker vores hjernekemi positivt, så vi får mere energi og godt humør end hvis vi kun ser mørke når vi er udenfor. Lysterapilamper kan være et fint supplement i en travl hverdag.

Lyset midt i mørket er også en smuk ting at opsøge - julelys, stearinlys, lys i vinduer. Tænd evt et lys for noget eller nogen særligt.

Rigtig god vintersæson,

/Signe

www.psykologsignemoennike.dk

@psykologsignemoennike

Psykologhuset, Helsingørsgade 7, 2. sal.

3400 Hillerød

Telefon nr.: 42 64 06 28

E-mail: SignePsykolog@proton.me